Af Louis Raaschou
Teenageårene er for mange en afgørende periode i livet, men hvordan forholder man sig til at skulle udforske, hvem man selv er og kan blive, hvis man ved, at følelsen af udødelighed inden længe vil blive afløst af netop døden? At være ung og at have døden i stedet for hele livet foran sig er emnet, som den spillefilmsdebuterende Shannon Murphy undersøger i Milla.
15-årige Milla (Eliza Scanlen) er dødeligt syg af kræft, men hendes tilstedeværelse bliver fuldstændig revolutioneret, da den noget ældre Moses (Toby Wallace) kommer bragende ind i hendes liv. Da de to mødes på en togstation opstår der den helt særlige kemi, som kun kan forekomme, når modsætninger mødes. Mødet med Moses får ligeledes en mærkbar indvirkning på Millas forældre, hendes forhold til dem, og forældrenes forhold til hinanden.
Milla udforsker således en lang række af de dynamikker, der kommer i spil, når et barn er ved at blive voksen. Disse er centreret om Milla, men involverer på kryds og tværs hendes forældre, Moses og en række af andre karakterer, der alle udvikler sig på forskellig vis som følge af deres interne forhold og oplevelser.
Filmen fungerer klart bedst, når Milla og Moses isoleres sammen. Scenerne de to imellem er intense og nærværende og fungerer som konstante påmindelser om, hvor meget livslyst kærlighed kan skabe for en person, der ellers kun har døden at se frem til. Den ungdommelige skødesløshed og kampen for at presse alt, hvad man kan, ud af livet er virkelig til at tage og føle på. Netop derfor er Moses og Milla så fantastiske sammen.
Talenterne Eliza Scanlen og Toby Wallace gør det fremragende i de to roller. Særligt er Scanlen fænomenal i sin alsidige skildring af Milla, der, præcis som filmen i sin helhed, hele tiden balancerer mellem eufori og smerte, liv og død. Både i sine pludselige udbrud af vrede, og som et billede på ungdommens ubekymrede udforskning af den første forelskelse, har hun en formidabel tilstedeværelse, der aldrig bliver overdreven.
Den sideløbende historie om forældrenes kamp for at glemme den virkelighed, de befinder sig i, fungerer imidlertid ikke lige så godt. Forældrenes tilstedeværelse får primært sin berettigelse, når Milla og Moses’ selskab tydeliggør, hvordan en kræftdiagnose kan vælte livsgrundlaget for en hel familie. Scenerne med de fire forsøger man at styrke med humor og udbrud, der visse steder giver filmen et livligt og friskt pust, men som andre steder fremstår forcerede og unødvendige. Det samme kan siges om en række af filmens bipersoner, der virker overflødige for Millas historie.
Billedsidens håndholdte kamera er med til at forstærke følelsen af nærhed; både når Moses gør sin entré og vender op og ned på familiedynamikken, og når lykkerusen stråler ud af den nyforelskede Milla. Samtidig kommer man med dvælende nærbilleder helt tæt på hende i den følelsesmæssige vekslen mellem kapitulation og ekstase.
Milla er en original og ambitiøs coming-of-age film. Den skildrer den ungdommelige jagt på det perfekte liv, man altid har drømt om, men som man godt ved, at man nok aldrig får. Eliza Scanlen sætter en tyk streg under sit enorme potentiale, og Toby Wallace følger trop. Trods en mangel på fokus visse steder er det en rørende og hjertelig filmoplevelse, der på charmerende vis behandler idéen om, at prisen for virkelig at være i live er, at man altid risikerer at blive svigtet.
Kommentarer